Faurholm skole - jabely

Gå til indhold

Hoved menu:

Faurholm skole

Historie

Faurholm Skole

Den 1. oktober 1946 flyttede vi ind på Faurholm skole. Denne lå på Kighusbakken , Roskildevej 155, Hillerød.

Navnet stammer fra Faurholm måske bed­re kendt som Statens Forsøgsgård, men er nu købt af Novo. Bygningerne har gen­nemgået en gennemgribende renovering, og er omdannet til en såkaldt Campus.
Vi var kommet til et meget større hus end det i Frenderup. Vi boede i hovedhuset. Der var 3 stuer på række og rad, køkken med ”fadebur” ,entre og et værelse. På 1.sal var der 3 værelser med en pragtfuld udsigt ind over Hillerød, Vi havde hverken toilet eller bad inde i huset. Det havde vi i udhuset, der blandt andet rummede toiletter, vaskehus og brændeskur. Og så havde vi en brønd i gården, en rigtig en med en pumpe. Den brugte vi faktisk et par gange, når vandrørene var frosset til.  Når vi ikke brugte den, tog musvitterne over. Ned langs pumpestangen og ud gennem tuden.

I en stor sidebygning var der to skolestuer adskilt med en garderobe. Der var en dør fra vores entre ind til den skolestue. Her gik 4.-7.årgang.

Fra Garderoben var der indgang til begge skolestuer. Til venstre til 1.-3. klasse. Her residerede frøken Jensen (Jomse Jensen). Hun boede i en lejlighed over skolestuerne sammen med sin søster. Hun var en skrap lærer, der gerne slog børnene over fingrene med sin lineal. Begge var ugifte og vi så ikke meget til dem. Navnlig Jomsen var meget sky.

På den anden side af vejen lå Statens forsøgsmejeri. Jeg mindes stadig lyden af mælkejungerne, når de blev læsset af på den højre rampe og nye blev læsset på ved den venstre rampe.  Mærkeligt – men det var en dejlig lyd at blive vækket til.
Statens Forsøgsmejeri blev oprettet i 1923 som en selvstændig institution under Landbrugsministeriet på linje med Statens Husdyrbrugsforsøg på statens gårde Faurholm og Trollesminde. 

Forsøgsmejeriet blev nedlagt pr. 30. juni 1990 til stor sorg og frustration for mange af medarbejderne, som følte, at en stor mængde erfaring og viden gik tabt. Mejeribygningerne blev kort efter solgt til Novo Nordisk, som tillige erhvervede en del jord bagved mejeriet fra Hillerød Kommune. Novo Nordisk har som bekendt opbygget en meget stor produktionsvirksomhed på arealet.

I disse omgivelser boede jeg frem til år 1960. Hele min ungdom.

Lige efter vi flyttede ind, skete der en masse: Gennem skolegården blev gravet kloakledning ned til boldbanen. Her blev der gravet en stor trix-tank ned. Fra den blev lagt en ledning til en sivebrønd.
Nu kunne lokummerne i udhuset udskiftes med frostsikrede toiletter. Den slags havde vi ikke i Frenderup. Senere blev der indrettet badeværelse på 1.sal med lysegrønne fliser, håndvask, badekar og et monstrum til  brændefyret opvarmning af vand.


I 1947 fulgte jeg uopfordret en familietradition. Jeg begyndte i FDF hvilket var helt naturligt for både min bror og mig. Min morfar havde været med i FDF på Nørrebro siden kredsen blev stiftet i 1908.
Da familien flyttede til Holbæk, fortsatte han arbejdet her. Min far var også engageret i FDF i sin ungdom, det samme min farbror Jakob, der også var stærkt engageret i Nykøbing Falster.

Som årene er gået, er det mere og mere gået op for mig, hvor stor betydning FDF fik for mig. Mange af de værdier FDF byggede på er blevet en meget stor del af mig. Først og fremmest de sociale værdier, men også i høj grad de kristne værdier. I FDF var vi alle ligeværdige. Det kom blandt andet til udtryk i, at vi havde en uniform – forbundsdragt. Når vi bar den, var vi ens – ingen spurgte om hvor vi kom fra.

Kort efter vi var startet i FDF mødte min bror og jeg en FDF´r, der var avisbud og hver dag kom med aviser til Forsøgsmejeriet. Han hed Leon, og kom til at betyde begyndelsen på noget nyt og spændende.

Min broder Leif vidste, at Leon spillede trompet i FDFs orkester og spurgte ham, hvordan man kunne komme til det. Han lovede at spørge dirigenten malermester Skouboe-Svendsen. Leon kom tilbage med den besked, at der var en piccolo ledig og Leif slog til. Det lød spændende, og nu var det min tur til at spørge. Kunne jeg komme til at slå på tromme. Det var der ikke plads til, men jeg kunne komme til at spille på ventilbasun. Og gudskelov for det.. Vi fik vores instrumenter og Leon gik i gang med at lære os at spille så godt, som han formåede og vore evner rakte.

Efter nogen tid kom vi ind i orkestret, for mit vedkommende med begrænset succes. Nu blev der øvet på  Skovboe-Svendsens værksted på Ndr. Banevej og spillet og spillet meget Det blev til koncerter på Hotel Leidersdorff, på soldaterhjem og mange andre steder.
At spille 2. eller 3. basun drejede sig mest om at spille efterslag, hvad jeg ikke var en ørn til og som kedede mig. Heldigvis gav jeg ikke op, og efter relativt kort tid blev der en trompet ledig, og jeg var ikke sen til at skifte. Det var en ganske anden sag.

Jeg havde ikke sat mig et mål med musikken, men ”tilfældigheder” bragte mig ind i verden, jeg jeg ikke kendte og ikke havde drømt om.
Frederiksborg Statsskole
Foråret 1948 skete der noget skelsættende. Jeg søgte ind på Frederiksborg Statsskole. Alle, der søgte på statsskolen, skulle til optagelsesprøve. Den varede 2 dage og bestod prøver i regning, diktat og genfortælling. Om aftenen på 2.dagen blev der opsat en liste i skolegården med hvem, der var blevet optaget. På den lune forårsaften var der en valfart i skolegården. Nogle jublede, andre græd. Jeg jublede
.
Lige efter optagelsesprøven var jeg så uheldig at vælte med min cykel. På vej ind til Leon, for at få undervisning, trådte jeg ekstra i pedalerne. Jeg skulle skynde mig for jeg havde glemt at lægge et brev i postkassen, da den venstre pedal faldt af. Der lå jeg på Frederiksgade og jamrede. Min første tanke var om tenorhornet, som jeg på ryggen, var ødelagt, men det var sluppet med en mindre bule, det var gået værre ud over mig. Mit albueled var knust. Jeg kom på hospitalet, hvor lægerne efter bedste evne samlede stumperne sammen. Seks uger i gips og med et stativ til at holde armen, så skulle den være i orden. Det var den også i store træk, men armen kom aldrig til at kunne rettes helt ud. Det lærte jeg hurtigt at  leve med.

Tiden på Statsskolen rummede store modsætninger. I den positive ende var der først og fremmest de nye kammerater, jeg fik. Kammerater fra alle samfundslag, med vidt forskellige baggrunde. Også de mange nedarvede skikke på skolen var både skræmmende og spændende, men vi lærte hurtigt at indordne os, mens vi fandt sammen i et godt kammeratskab i klassen, et sammenhold, der varede gennem alle 4 år i mellemskolen.
Det gav sig blandt andet til udtryk i, at vi havde en ”klub”, hvor alle kunne deltage, der samledes ved rutebilstationen på Hostrupsvej søndag formiddag klokken 9. Afhængig af vejr og vind cyklede de fremmødte et eller andet sted hen – ud i skoven – til Snekkersten for at bade eller i det hele taget bare en tur, hvor vi hyggede os. Af og til blev der købte frisk franskbrød, der blev revet fra hinanden og gumlet på på turen.
Blandt de mange skikke blot nogle af dem: De nye elever blev kaldt spirer og de skulle gro. Bl..a..skulle drengene have bænkemad. Man blev fanget ind og lagt hen over knæene på en række større elever og banket i hele kroppens længde med hænderne. Det var ubehageligt, men heller ikke mere og det var officielt forbudt, men alle fik alligevel turen.
En af de mere kuriøse gjaldt kasten med snebolde. Sneboldkampene foregik fra den ende af gården, hvor der var cykelstativer tværs over gården og mod bygningen med klasseværelserne. Der var selvfølgelig en masse vinduer og en række var lavtsiddende. Kampene var  tilladt indtil den første rude var smadret. Når den, der havde kastet snebolden, havde været hos pedellen og betalt den, kunne kampen genoptages næste frikvarter.


Selvfølgelig var lærerne alt afgørende for skoletiden. Der var både spændende, farverige og kedelige lærere imellem. Det er vanskeligt at fremhæve den ene frem for den anden, men nogle vil jeg dog nævne: Vi havde Eigil Nikolajsen i dansk. Det var god solid undervisning vi fik her. I matematik havde vi den vævre rare Bernhard Andersen, også kaldet ”lille b”. der boede i Hillerøds østlige del, der præget af mange bakker. Han havde en god humoristisk sans. Blandt andet fortalte han, at  det ikke var et problem at cykle til skole. Han cyklede ned ad bakke, og når han skulle hjem, var det lysten,  der  drev værket.
I tysk og tegning havde vi Peter Grove, en af skolens mere farverige lærere. Timerne med ham var aldrig kedelige, der var altid smil og vittigheder i lange baner.
Han havde studeret dansk, tysk, hebræisk og statskundskab, og han var kyndig i ægyptologi; men han færdiggjorde aldrig en universitetsuddannelse; men selv om han stod uden skoleembedseksamen, opnåede han både adjunkt- og lektortitel
I fritiden var han forfatter, hvilket vi blev involveret i på den måde, at når han havde sat os i gang i tegnetimerne, læste han højt af sine nyeste bøger. De foregik i Ægypten med pyramiderne som centrum og var meget spændende. Her er en liste over nogle af hans udgivelser:
Du dør kl. 1. 1944. Hørespil. ,Kongesønnerne. 1948. Den kongelige falk. 1949. Gravrøvernes dreng. 1951. Jacob den Velsignede. 1955. Nilgudens offer. 1956. Danmarks dåb. 1961 Kybeles elskere. 1964.
I sløjd havde vi Asger Poulsen. Det fag var jeg ikke god til, men  mødet med Asger Poulsen blev alligevel skelsættende for mig. En dag hvor jeg stop og biksede med at lave stregmål på et spækkebræt kom han hen til mig og fortalte, at han havde hørt at jeg spillede trompet og spurgte om det var noget for mig at prøve at være med i Frederiksborg Musikforenings orkester. Orkestret havde sine prøver i skolens sangsal og havde Johan Bentzon som dirigent.
Dette blev et vendepunkt: Med bævende hjerte kom jeg til den første prøve. Det var godt nok noget nyt. Der skulle tælles takter og transponeres. Hold da op hvor var det svært, men spændende. Min interesse var vakt, det skulle læres. Da vi nærmede os min første koncert med orkestret, var jeg stadig usikker, men vores dirigent Johan Bentzon var venlig og tålmodig og lovede mig, at en af hans gode venner, som han spillede sammen med, nok skulle hjælpe mig til koncerten.
Da vi kom til koncerten den 19.marts 1952 viste det sig, at det var solotrompetist i radioens symfoniorkester Knud Rasmussen, der skulle hjælpe. Det var en utrolig oplevelse. Han spillede og hjalp mig, og på en eller anden måde klingede vi så godt sammen, at det  skulle vise sig, at det blev et godt langt venskab, af hvem jeg senere fik rigtig undervisning.
Men tilbage til skolen. Når alt det positive er sagt, må jeg nævne gymnastiktimerne der var et rent helvede for mig. Et helvede jeg ikke var fuldt bevidst om den gang, men som hen ad vejen fik større og støre indflydelse på mig. På grund af min klumpfod kunne jeg ikke deltage, men jeg skulle alligevel  være til stede og blev sat til at svabre gulvet efter hver time og sendt ned i kælderen for bundte gamle aviser. Den største ydmygelse fik jeg af Berg Sørensen. Skolens boldbane lå nede ad Milnersvej. Hver gang klassen skulle derned, skulle jeg fragte redskaberne, det være sig bolde som kugler, spyd og så videre derned på min cykel.
En dag, var jeg kørt i forvejen med diskos og spyd. Jeg tog et spyd og kastede det: Berg Sørensen så det og råbte hidsigt, at jeg intet havde at gøre med at kaste, når jeg var fritaget for gymnastik. Den sved og jeg forstod intet, mine arme fejlede intet.

I foråret inden mellemskoleeksamen traf jeg en beslutning – forkert beslutning. Jeg skulle igen opereres i foden og valgte, at det skulle ske i sommerferien. Så ville min skolegang ikke blive afbrudt. Jeg tog mellemskoleeksamen og blev optaget i 1.g.

Da sommerferien kom, blev jeg patient nummer 2417-37 på Ortopædisk Hospital på Hans Knudsens plads, hvor jeg tilbragte 6 uger. Det blev en underlig tid. Man skulle tro, den var skræmmende, men nej. Jeg lå på en 8 sengs stue og vi havde det faktisk godt sammen. Vi var ikke syge i almindelig forstand. Når vi var blevet opereret, havde vi kun  en ting at gøre – at vente på at sårene var fuldstændig helede, så lemmerne ikke skvattede sammen, når vi fik lov til at gå.

Når man skulle indlægges på hospitalet, skulle man have rationeringsmærker med. Det år skulle man have kaffe og sukkermærker med. Der blev imidlertid ikke brug for dem, for straks efter indlæggelse ophævedes den sidste rationering efter krigen. Samtidig kom der bananer til landet og jeg skal love for, at der kom bananer. Når der kom besøgende, havde de alle bananer med. Alle på stuen blev stopfordrede. Jeg havde i alt fald fået rigeligt, så bananer blev ikke min yndlingsspise de næste mange år. Inden min indlæggelse var der mange kammerater, der sagde, at de ville besøge mig. Ingen af dem kom. Der kom derimod en gammel kammerat fra folkeskolen: John Hestehave, og han kom på cykel. Det glemmer jeg ham aldrig for.

Efter de 6 uger, skulle gå hjemme i 2 måneder med gipsben. Det var med rutebilen til skole og FDF.
Derefter på Hospitalet igen. Gipsen skulle af og der skulle laves nyt fodtøj. Jeg jublede for første gang i mit liv var det ikke støvler og skinner. Det var det sko. Jeg husker helt tydeligt, hvordan det var. Vi skulle spille koncert på Leidersdorff, og min glæde var så stor, at jeg var overdreven ekstatisk over at skulle vise mine sko frem.

Nu skulle alt være godt, men turen på hospitalet havde alligevel sat sine spor. Jeg havde voldsomt besvær med samle mig om lektierne og skolearbejdet i det hele taget. Mit humør gik helt i minus.

Dengang forstod jeg ikke hvorfor, det er først langt senere erkendelsen er kommet. Jeg skulle op i 2.g, men orkede det ikke og fandt på alle mulige undskyldninger. Efter en samtale med rektor kom jeg helt usædvanligt i stedet over i realklassen.
Det blev en ny begyndelse for mig: Nye kammerater og nye lærere bevirkede, at jeg næste år fandt modet igen og gennemførte realeksamen med glans.


 
 
10-08-2017
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu