Musiklivet - jabely

Gå til indhold

Hoved menu:

Musiklivet

Historie

Som jeg tidligere skrev, blev min adgang til musiklivet åbnet, da jeg begyndte i Frederiksborg Musikforening.
Foreningen var medlem af Danske amatørsymfoniorkestres Samvirke. Samvirket afholdt hver sommer et orkesterstævne, og jeg tilmeldte mig et sådant i Ollerup.

Billedet her  er fra stævnet i 1955, et stævne der blev den helt store oplevelse. Mange mennesker med samme interesse og mennesker fra det ganske land. Jeg traf her mange mennesker, der kom til at betyde utrolig meget for mig.
Blandt dem Erik Krøll.Efter hjemkomsten modtog jeg dette brev fra ham, et brev, der blev skelsættende.

Erik Krøll have boet i Frankrig i 22 år og havde været i tæt forbindelse med det franske musikliv. Han var blevet optaget af de franske traditioner med harmoniorkestre. Orkestre med fuld blæserbesætning og kontrabasser.  Hjemkommet til Danmark i 1950  gik han i gang med at opbygge et dansk orkester, der brød med den herskende germanske tradition. Det lykkedes i 1953, og da han var direktør for  DMC-garn , Danmark med hjemsted i Frihavnen, blev øvelokalet funktionærkantinen, Dampfærgevej 5.
Her begyndte jeg i Københavns Harmoniorkester den 26. august 1955.

Straks efter min start her, måtte jeg sande, at min til dels hjemmebryggede teknik på trompeten ikke rakte langt. Der måtte gøres noget alvorligt ved den sag.
Vejen frem var undervisning, øvelse og atter øvelse, så jeg henvendte mig til min gamle kammerat Trut. Han indvilgede straks, og både han og jeg gik til den med krum hals. Det gav pote og lidt efter lidt kom jeg op på det niveau, der var nødvendigt for at udfylde pladsen i et orkester med så høje ambitioner som KH havde.

Mit møde med Trut fik store konsekvenser for mig. Jeg gik til undervisning i Radiohuset, der var altid et ledigt studie, og der traf jeg mange musikere jeg kom på god fod med.

En dag i 1953, da jeg stod i foyeren og ventede på Trut, kom han farende og sagde, at jeg var nødt til at tage ind til Kongens Nytorv på Danmarks Musikskole og vikariere for ham. De havde pludselig fået ekstra prøver i Radiosymfoniorkestret. Jeg var målløs, men der var ikke tid til overvejelse, beskeden var en ordre. "Jeg har bestilt en taxa til dig, Farvel!"

Jeg kom ind på Musikskolen og blev vist til rette. Jeg skulle undervise nogle trompethold. Det gik så godt, at jeg blev spurgt, om jeg ville være vikar. Det ville gerne. Det var spændende. Jeg mødte mange kendte musikere og sangere fra Radioen, Det kongelige Kapel, Jazz-verdenen og Tivoli. Alle søde og rare mennesker, der ikke gjorde stads af, hvem de var og betragtede mig på lige fod.

Og så var der det med pengene!! Efter kort tid blev jeg fast ansat og var ansat her i flere år og.lønnen gav mig mulighed for at få en ny og bedre trompet. Se mere om mine instrumenter.Desuden fik jeg råd til ekstra undervisning hos den fremragende trompetist kgl. kapelmusikus John Søderberg.

Men tilbage til Københavns Harmoniorkestret. I årene frem til 1967 fik jeg utrolig mange gode oplevelser med dette fantastiske orkester, der var drevet frem af ildsjæle. Det blev til mange koncerter og radioudsendelser, så mange, at det ikke er muligt at remse dem op. Nogle højdepunkter skal dog nævnes: Den nordiske konkurrence 29.juni 1961 vi Stockholm, hvor vi blev nummer 2, blandt andet med Kuhlaus Elverhøj-ouverture. Indspildningen af den, er for mig en af de mest vellykkede. Ved klikke her kan du høre den.

En af de helt store oplevelser var Danmarksmesterskabet i Århus den 14.maj 1960 Det var ikke så meget det musikalske indhold, men hele stemningen i Rådhushallen. Vi sluttede af med et nummer, vi havde spillet flere gange før, men den aften var der ekstra skud  i bøssen. Det var Buglers  Holliday. Som sædvanlig var solisterne Niels Rump, Erik Nordby og mig. Koncerten blev optaget af Danmarks radio, med det udstyr, der dengang var til rådighed.Hør her

Året før var vi på hyggetur med Scarletbådene fra Tuborg Havn til Landskrona. Der skulle underholdning til, og Erik viste her sit talent for at komponere. Til Niels og mig havde han komponeret "Musik for to Trompeter". Han var den person med det bedste absolutte gehør, jeg har kendt, og han begyndte da også nogen tid efter at uddanne sig som komponist på konservatoriet. Det blev til mange værker fra hans hånd, men "Musik for to trompeter" kom aldrig med i fortegnelsen over hans kompositioner, han betragtede ikke stykket som andet end en amatørs forsøg. Men jeg har stadig noderne, som han ikke ønskede udgivet.

Der er virkelig meget at fortælle, men jeg skal lige nævne er Europamesterskabet i Bolzano i Italien i 1966. Det var en helt speciel tur. Den startede i København, hvor vi entrede toget. Dengang var flyrejser ikke almindelige. For en gangs skyld var vi i en slags uniform, blå blaser, lysegrå bukser hvid skjorte og et smukt slips. alt sammen betalt af Tuborgfonden, der var turens sponsor.

Vi mødte mange nationer på turen. Tydeligst husker jeg orkestret fra Luksemborg, Når vi ikke spillede, hyggede vi os med dem på en mærkelig blanding af engelsk, tysk og dansk Her opnåede vi det bedste resultat nogen sinde. Vi blev europamestre. Hvad mere kunne vi ønske os.

Kort  efter hjemkomsten begyndte orkestret at gå i opløsning. En del af vores medlemmer blev professionelle. Det kneb med at få den rigtige  dirigent. Jeg selv blev far for første gang og så slog tiden til mere. En spændende tid var slut, men der fulgte mange store oplevelser, nemlig som medlem af Euphrosyne.

Da jeg  i 1960 flyttede fra Hillerød stoppede jeg i Frederiksborg Musikforening, men det varede ikke længe før jeg fik opfordring til at melde mig ind i Euphrosyne. På sommerstævnerne havde jeg lært mange skønne mennesker at kende og derfra kom opfordringen. Navnlig fik det stor betydning for valget,  at Verona Botschinsky opfordrede mig til at melde mig ind.Hun spillede der, og vidste, at de manglede en trompetist
Musikforeningen Euphrosyne, stiftet i 1875,  er Danmarks ældste amatørsymfoniorkester.

Navnet Euphrosyne er navnet på én af de tre gratier, som optræder i følgeskab med den klassiske græske gudinde Afrodite. Euphrosyne symboliserer ifølge traditionen ‘den rene glæde’.

Stiftelsen af "Selskabet Euphrosyne


Euphrosyne blev stiftet ved et møde den 7. februar 1875 med fem medlemmer. Allerede den 1. marts samme år var der indtegnet 37 medlemmer, ved årets udgang var man oppe på 60 og i januar 1876 var der 80 medlemmer. Ved optagelsen betalte man 2 kr. og kontingentet var derefter 3 kr. pr. kvartal.

Euphrosyne var oprindeligt både en musikalsk og selskabelig forening, hvor orkestret optrådte side om side med anden underholdning såsom oplæsning, korsang og underti komedier og syngespil for at afslutte med spisning og bal til den lyse morgen - ofte til kl. 4.

Der er ingen tvivl om, at det selskabelige islæt har været medvirkende til at holde liv i foreningen, ikke mindst fordi damerne tog del i disse aktiviteter. Derimod bestod selve orkestret helt op til 1925 udelukkende af mænd, dog med enkelte undtagelser, idet "særligt kvalificerede damer kunne optages i orkestret".

Man arrangerede ofte en hel varieté-forestilling, hvor orkestret kædede de forskellige numre sammen. I programmet fra den 24. marts 1885 optræder oven i købet en salon "den uovertræffelige Salon-Painteur Msr. Rapid" samt den „berømte Boudoir-Kolera-tur-Mestersanger, Signr. Nalli".

I løbet af en vintersæson gennemførte Euphrosyne 5-7 lignende arrangementer.

På programmet var i øvrigt "Euphrosyne Polka", som blev komponeret af orkestrets første kapelmester, Carl Lumbye, til selskabets 1-års stiftelselsdag, og som har været spillet ved fødselsdage lige siden.
I 1925 fik Euphrosyne en aftale med Kunstakademiet om, at Charlottenborgs festsal blev orkestrets "hjem" og siden har Euphrosyne ofte været omtalt som Charlottenborgs "husorkester".

Der er ikke skygge af tvivl om, at den atmosfære, der var på kunstakademiet, har været med til at holde Euphrosyne i live. Hver gang man skulle til prøver eller koncert her, var det som omden dejlige atmosfære strømmede en i møde, når man gik op ad den slidte trappe til salen.

Desværre blev orkestret i 1990-erne sat på gaden, da brandvæsenet ikke ville godkende vores nødvendige placering af paukerne. Siden blev  prøverne holdt på forskellige skoler, mens koncerterne stadig blev afholdt på Charlottenborg. Det var ikke befordrerne for atmosfæren, men det gik alligevel, selv om en prøve på Nyboder skole i en klam gymnastiksal var lidt af en udfordring.

I 1925 kunne Euphrosyne fejre sit 50-års jubilæum. Året efter fik orkestret en kvindelig dirigent, Gunna Breuning Storm, og der kom flere kvindelige musikere med . Det var nye tider.

Men hvad var det da, der gjorde Euphrosyne til noget særligt?
I årene 1923-25 var Thomas Jensen (1898-1963) kapelmester for Euphrosyne. Han var i disse år cellist i Tivolis Koncertsals orkester, men uddannede sig samtidig som dirigent med Euphrosyne som "praktik". Hermed grundlagde Thomas Jensen en karriere som en af Danmarks mest respekterede dirigenter. Han var særligt optaget af den tids nye danske musik. På turnéer i udlandet var Thomas Jensen også ambassadør for dansk musik, og han indspillede bl.a. Carl Nielsens 4. symfoni på grammofon. Interessen for samtidig musik anes også i Euphrosynes jubilæumsprogram, der rummede musik af Ludolf Nielsen (1876-1939) og Louis Glass (1864-1936), men Ludolf Nielsen var nok også sat på pro fordi han tidligere selv havde været Euphrosynes kapelmester.
I alle årene har kongehuset støttet Euphrosyne ved protektorater: Hans Kgl. Højhed Kronprins Frederik var protektor for jubilæums-koncerten den 7.februar 1925, der tiltrak ikke mindre end 2000 tilhørere; Kronprinsen var adskillige gange gæst ved Euphrosynes koncerter. Således også 60 års koncerten. Ved 100 års jubilæet den 2. februar 1975 var det dronning Ingrid, der var protektor og ved 125 års jubilæet i Holmens Kirke var det Dronning Margrethe.

Der var der flere grunde til at Euphrosyne var noget særligt. . En engageret bestyrelse der med indsigt og ildhu kunne holde sammen på medlemmerne, dirigenterne, og modet til at prøve nyt.  På alle punkter var Euphrosyne fremme i skoene.

De skiftende bestyrelser har formået at forny repertoiret og sikre gode dirigenter. De har indraget tidens komponister fra Gade og Carl Nielsen til Hans Abrahamsen, ("Symfoni"1975) og  Anders Nordentoft ("Fem blade fra en blå lotus" 2000.). I de mange år jeg var med har repertoiret været særdeles afvekslende. Vi har spillet utrolig mange forskellige værker, med en bredde man ikke skulle tro muligt. Jeg har ikke oplevet at have den tanke: Nu ikke igen.

Dirigenterne er et kapitel helt for sig. Jeg har oplevet mange og alle har været dybt inspirerende.  Lad mig nævne nogle af dem: Ole Henrik Dahl, Kåre Hansen, Jesper Grove Jørgensen, Sved Kragelund, Ole Fauerschou og ikke mindst Jørgen Berg, der for mig blev den helt store inspirator. Han ledede orkestret i 2 omgange. Fra 1969 1988 og 1999 – 2000.

Jørgen Berg, f. 1928, var organist, dirigent og musikpædagog, Fra 1964 til 1994 var han docent ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, hvor han var uddannet med hovedfagene orgel, hørelære, teori og musikhistorie og med videregående uddannelse hos bl.a. Herbert Blomstedt og Pierre Boulez i direktion. Foruden koncertoptræden som orgelsolist har Berg haft et alsidigt virke som kor- og orkesterdirigent og som sådan også dirigent for Euphrosyne.

Ud over at være en glimrende dirigent, havde han iderigdom og var et utrolig varmt væsen (billedet udstråler det) der med smil og humor førte os gennem mange vanskelige værker. I de år var han en væsentlig del af orkestrets sjæl..
Andre orkestre:
I de mange år jeg var med i orkestret, lærte jeg en utrolig masse musik at kende og en masse dejlige mennesker. Disse bekendtskaber betød også, at jeg blev bedt om at hjælpe til i mange forskellige orkestre, blandt andet i en del år i ad hoc orkestre ved juletid. Det var jeg utrolig glad for:: De store oratorier i mange forskellige kirker, herunder Københavns Domkirke – det var skønt! Også en opera blev det til: Griegs Olav Trygvason.

Det er virkelig megen dejlig musik, jeg har fået lov til at spille, men på et eller andet tidspunkt måtte det holde op.

Det blev i 2002. Jeg måtte se i øjnene, at jeg ikke længere havde den fornødne tid til at holde mig i en fysisk form, som var nødvendig for at jeg leve op til mine egne krav om kvalitet. Samtidig måtte jeg erkende, at uddannelsen af musikere var blevet bedre og bedre gennem årene, så de unge mennesker, der ventede i kulissen, rent teknisk var af en anden kaliber end den, jeg selv havde haft mulighed for at opnå.

Det var en svær beslutning, men de gode minder og musikken lever videre i mig og er med til at give glæde og ro i sindet.

 
 
10-08-2017
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu