Svejbæk - jabely

Gå til indhold

Hoved menu:

Svejbæk

Historie > Hvidovres kolonier

En spændende køretur

Den 23. januar 1975 blev jeg ringet op af min chef, skoledirektør Thomas Dalby, der fortalte, at man havde fået et tip om en ejendom ved Silkeborgsøerne af Herluf Rasmussen: Kunne jeg tage med på en tur til Silkeborg dagen efter, hvor vi skulle se på en mulig koloni? Det kunne jeg heldigvis, og om eftermiddagen den 24. januar kørte vi sammen med fritidsinspektør Villy Storgaard og formanden for skole- og fritidsudvalget Sven Christensen, til Skanderborg, hvor vi overnattede.

Næste morgen kørte vi ad snoede og isglatte veje mod Svejbæk Færgegaard. Vi var alle spændte, men allerede indkørslen på gårdspladsen var en positiv oplevelse.

En gennemgang af bygningerne bekræftede det positive indtryk og vi var alle 4 begejstrede, hvilket bl.a. kom til udtryk ved, at kommunalbestyrelsen blev kontaktet samme dag, med henblik på køb. Allerede om tirsdagen blev købet behandlet af økoniomiudvalget og godkendt. Svejbæk Færgegaards historie.

Straks derefter gik teknisk forvaltning i gang med planlægningen af de nødvendige ombygninger til vores brug, så alt var klar til overtagelsen den1. april 1975.

Der blev arbejdet intenst med etablering af 2 badeværelser på 1.sal. Der blev fremstillet skabe til værelserne, købt køjer, sengetøj og meget andet. Vi blev færdige til den dag, vi havde sat os for at kolonien skulle tages i brug. Den 5.juni ankom det første hold, en forårskoloni. De og alle efterfølgende hold fik en stor oplevelse.

Hermed opfyldtes et længe næret ønske om etablering af et ferie-, lejrskole- og kursuscenter i en særlig naturskøn egn af landet.

Egnens enestående naturskønhed med talrige muligheder for traveture i skovene, sejlture pa søerne og de mange muligheder for udflugter i omegnen, gør ethvert ophold på stedet til en stor oplevelse.    

Her er muligheder for at studere geologi, fauna, flora, lands- og lokal- historie, opleve forskellige former for kunst, virksomhedsbesøg og meget mere.  
Stedets placering midt i Jyllands hjerte gør det muligt stort set at nå et hvilket som helst sted mellem grænsen og Limfjorden på en heldagstur.

Svejbæk Færgegaards historie

Færgegaarden var den ældste restaurant langs søerne. Dens historie begynder i 1864, da den blev udstykket fra Svejbækgaard til landbrugsejendom til en søn af gården, Jens Johansen.

Der blev bygget et stråtækt stuehus, og Jens Johansen fik den 27. september 1864 bevilling, først og fremmest for at kunne betjene de mange pramfolk, der flådede træ fra skovene gennem Snævringen. Jens Johansen drev sit lille traktørsted til lidt ind i dette århundrede, hvor han solgte det til købmand Mehl, Silkeborg. 
 
Denne afhændede dog ret hurtigt ejendommen til Niels Jensen, der havde en lille landejendom på den anden side af Snævringen (det nuværende Onkel Peters hus).

Niels Jensen drev Svejbæk Færgegaard til 1914, hvor han solgte den til Peter Salomonsen, der i 1956 bortforpagtede virksomheden til sønnen Eigil Salomonsen, der i 1963 fik skøde på ejendommen.

I 1934 kom den første store udvidelse med værelser til 13 liggende gæster, men i sommeren 1939 blev hele herligheden lagt i aske.


En ny og flot Svejbæk Færgegaard stod klar til næste forår. I januar 1945 rykkede tyskerne ind med den besked til familien Salomonsen: "Ud inden 24 timer." Tyskerne ville blandt andet benytte Færgegaarden som hovedkvarter for bekæmpelsen af sabotagerne mod Den jyske Længdebane. 

Efter en ny udvidelse i 1963 blev Svejbæk Færgegaard helårshotel med plads til 32 gæster.
I 1971 solgtes Færgegaarden til Gert Kjeldsen, Nr. Snede.

En overgang forinden var Færgegården solgt til et ægtepar fra Nr. Sundby, som havde plan om at indrette stedet til et ventehjem for statshospitalet, men handelen gik tilbage. Der var også planer om en campingplads, som fredningsmyndighederne satte sig imod.

Senere kom Skyttehusets Camping på særlige betingelser, bl.a. forbud mod bilkørsel helt ned til pladsen. Da Gert Kjeldsen den 1. april 1975 solgte til Hvidovre kommune sluttede Svejbæk Færgegaards historie som restauration.Se grundplan.

Hjejlen og Svejbækø
På billedet her ser vi bagerst Svejbæk Færgegård og forrest en ø. Øen er ikke en naturlig ø. Oprindelig var den landfast med grunden, hvorpå Svejbæk Færgegård er bygget. Den har endda samme matrikelnummer - 3 d . Gudenåens løb gik bag om øen - nederst på billedet. Dette løb var smalt og gav tit anledning til oversvømmelse af arealerne nord for åen. Sejlads gennem dette løb var heller ikke muligt med andet end små både.

En kreds af borgere i Silkeborg, anført af den dynamiske papirfabriksejer Michael Drewsen, bestilte i 1861 Hjejlen hos Baumgarten & Burmeister i København, som senere blev til det nu nedlagte Burmeister & Wain (B&W). 

Skibet blev dette værfts nybygning nr. 15. Af disse 15 havde kun 2 været dampskibe.

Hjejlen skulle være 25,7 m lang, 3,8 m bred og med en dybgang på 1,7 m. Skibet, der skulle bruges til at anspore den begyndende turisme til Himmelbjerget, fik navnet Hjejlen.
 
Hjejlen kunne imidlertid ikke passere det smalle åløb, og man var nødt til at få gravet en kanal. Man ansøgte om at få lov til at grave en kanal, der var 30- 40 alen bred, men det satte ejeren af Ludvigslyst - ejendommen på nordsiden af søen - sig voldsomt imod. Det endte dog med, at han gik med til en kanal, der var 15 alen bred.

"Kaninøen"
Arbejdet blev udført i juni måned 1861, og derved fremkom der midt i Snævringen en ø, som straks blev kaldt "Kaninøen". Drechsel anlagde en flydebro, og hele arbejdet blev godkendt såvel af Amtsvandløbsinspektøren som af Hjejleselskabets bestyrelse.
Konflikten
Nu troede Drechsel, at alt var såre godt, men det viste sig hurtigt, at der skyllede sand ind i det nye sejlløb, så Hjejlen kun med vanskelighed kunne passere, og der opstod snart en alvorlig konflikt mellem Drechsel og Drewsen.

I et andragende til amtet af 9. maj 1862, anmodede Hjejleselskabets bestyrelse om amtets bistand, idet man meddelte, at man havde ladet foretage oprensning af åen, men at ejeren af Ludvigslyst (Drechsel) ligeså hurtigt opfyldte det udgravede! I sin pjece udtaler Drechsel sin forundring over denne klage, idet han hævder, at der ikke var foretaget nogen oprensning.

I sit møde i maj måned samme år gav amtsrådet imidlertid på ny Hjejleselskabet den tidligere bemyndigelse til at udvide sejlløbet til 30-40 alen.

Den groteske udvikling
Derefter udviklede sagen sig ret hurtigt. Den 17. juni om morgenen kl. 8 indfandt nogle arbejdere sig med redskaber ved Svejbæk, og trods protester fra ejeren af Svejbækgård, Jens Rasmussen og forpagteren af "Ludvigslyst" begyndte de at grave, idet de erklærede, at de var blevet udsendt af Hjejleselskabets bestyrelse med pålæg om - trods eventuelle protester - at udvide sejlløbet til 25 Alen.
 
Hen på eftermiddagen indfandt Jens Rasmussen sig imidlertid med nogle fra Silkeborg udsendte mænd ved Sejlløbet. Det kom dog ikke til blodsudgydelse, idet arbejderne forsvandt, da de så de mange mænd komme. Og inden solen gik ned var alt det opgravede fyldt efter igen. Enden på konflikten blev dog, at Drechsel til sidst måtte give efter, og sejlløbet blev uddybet og fik den bredde, det har nu.
Seneste konflikt
Konflikterne om øen har åbenbart ingen ende ville tage. Den seneste fandt sin afslutning i 1996 og handlede om tilhørsforhold og navn. Øen lå på kanten af Silkeborg og Them Kommuner - nord for øen lå Silkeborg Kommune og syd for Them Kommune. De to kommuner blev i øvrigt slået sammen ved kommunalreformen i 2007.  

Begge gjorde i al venskabelighed krav på øen. Midtjyllands Avis tog sagen op, og udskrev en konkurrence om navnet. Megen humor og munterhed blev lagt for dagen i sommeren 1996. Udfaldet af konkurrencen blev, at dommerkomiteen valgt navnet Svejbækø frem for Kaninøen.

Færgefartens historie
Færgefarten med robåd over det snævre farvand ved Svejbæk, var ophav gav navnet  Svejbæk Færgegaard.

Selve færgeriets historie kan føres tilbage til 1866, hvor der blev tinglyst en overenskomst mellem Drechsel og Johan Rasmussen, Svejbækgaard. Johan Rasmussen fik mod 100 rigsdaler ret til overfærgning uden konkurrence fra Ludvigslyst, der til gengæld fik fiskeretten.
  

I slutningen af forrige århundrede havde færgeretten ikke blot turistmæssig betydning, men den kunne spare den lokale befolkning for lange omveje, ikke mindst da jernbanen kom og med den en station i Svejbæk. Det medførte større krav til færgedriften.

Der var synlig utilfredshed med færgefartens daglige drift, og der blev fremsat krav om bygning af en bro.

Således var der i 1897 i Silkeborg Avis et læserindlæg, hvori det hed: "Blandt dem, som er nødt til en gang imellem at benytte færgen ved Svejbæk, er der det sidste par år blevet mere og mere misfornøjelse med den næsten skandaløse måde færgefarten drives på".

I læserindlægget fremhæves videre, at taksterne er forskellige, alt efter om det er en ven eller uven, og nogle nægtes endda helt overfart.
Videre hedder det: "Særlig galt er det at komme med færgen til det første tog om morgenen, men endnu værre er det, når man kommer tilbage med det sidste tog om aftenen, da man så er i største uvished, om man denne aften er så heldig at komme over vandet eller ikke. I den sidste tid har færgemanden helt nægtet at færge over fra sidste tog om aftenen, så vedkommende har været henvist til at spadsere fra Silkeborg til hjem eller tage toget til Ry".

Indlægget slutter med en meddelelse om, at der er indvarslet til møde på Gæstgivergården Ludvigslyst for at søge at interessere også beboerne i Linå kommune for bygning af en bro. Til mødet kom 100 mennesker, der bakkede op om broplanerne, der kunne forvente tilskud fra Statsbanerne på 1500 kr. Et udvalg blev nedsat for at arbejde videre med planerne, men som det ses, blev planerne ikke gennemført.

I 1910 meddelte Chr. Mehl, der da ejede Svejbæk Færgegaard, at der var gratis færge for gæster, der benyttede Svejbæk Restauration, vel ikke alene for at trække gæster til, men også for at holde gang i færgefarten.

Familien Salomonsen, der ejede Færgegaarden fra 1915 til 1970, fik efterhånden store vanskeligheder med overfarten, der langtfra var rentabel. Robåden var nemlig undergivet de almindelige for søfart, hvilket betød, at man under krigen måtte betale meget høje krigsforsikringspræmier »på grund af minefare,« og selv om man nogle år efter krigen blev fri for denne særlige forsikring, måtte man ikke alene opretholde den naturlige passagerforsikring, men var fortsat undergivet skibstilsynet, der for eksempel krævede en båd udskiftet og krævede, at man anskaffede overflødigt udstyr.

Der skulle således være en redningskrans om bord, og yderligere krævede man anskaffelse af en stage, der var så lang, at den umuligt kunne fragtes.

Det var ofte vanskeligt at få folk til at passe færgeriet, og i 1951 fik Salomonsen firmaet Wright, Thomsen og Kiær til at udarbejde et projekt for en højbro over åen. Den kunne bygges for 3 millioner kroner og var tænkt som et led i en diagonalvej Esbjerg - Randers. Projektet blev ikke til noget, da såvel Them kommune som fredningsmyndighederne sagde nej.

Kroejer P. Salomonsen har i øvrigt været i konflikt med politiet i anledning af færgeriet. Da han en aften nægtede at sejle en nabo over, indfandt politiet sig næste dag for at fortælle, at han skulle sejle og at det offentlige, det vil sige amtet, havde godkendt taksterne.

Indtil da havde det kostet 10 øre pro persona, enten det var dag eller nat. Det blev nu ændret til, at man om sommeren sejlede for 10 øre til klokken 22. Nattaksten blev 1 krone. For vinterhalvåret blev det 15 øre, klokken 7 - 17, 25 øre klokken 17 - 22 og resten af natten 1 krone.

Da amtet på et tidspunkt holdt op med at give tilskud, blev driften helt indstillet om vinteren.

Det gav stort underskud gennem årene, og det var svært at få karlene til at passe jobbet, selvom de fik hele indtægten, og hotelejeren betalte båd og forsikring. En overgang midt i 1950'erne var der en kvindelig færgemand. Hun fik 20 øre pro person, 35 øre for cykler og 1 krone for en knallert for turen på de 108 meter, som normalt krævede 50 åreslag. Hun fortalte i et interview, at hun i højsæsonen var oppe på 60-70 ture om dagen.

Færgefarten stoppede helt i 1967. I den sidste tid havde man opgivet de faste takster og i stedet fået betaling efter behag. Gennemgående gav det mere end de gamle lave faste takster.
Problemet med postbudets overfart, som egentlig kunne berettige til splittelse på robåden, løstes, da færgetrafikken blev indstillet om vinteren, ved at posten lånte en robåd, og i øvrigt blev postdistrikterne lagt sammen omtrent samtidig med, at færgen holdt op, så der ikke mere var behov for hans transport over vandet.

Færgegaarden  har stadig anløbsret og bro på begge sider af Snævringen.

Heldigvis er færgebroen stadig på grunden, som anløbes af Hjejlebådene, hvilket er med til at skabe den helt specielle atmosfære, vi finder på Svejbæk Færgegaard.     
For at fastholde broen og livet omkring den har, er deri etableret en vendeplads, så biler og busser har mulighed for at læsse passagerer af og på.

Desuden sørges der for, at holde gangstien langs søen i god stand, så alle, ikke alene kan komme til bådene, men også får mulighed for en spadseretur videre langs søen.






 
 
10-08-2017
Tilbage til indhold | Retur til hoved menu