Livet i Frenderup - jabely

Jeg er født i Frenderup, hvor min far var førstelærer på skolen. Frenderup ligger i Grevinge Sogn, der dengang havde 4 skoler: Grevinge skole, Gundestrup skole, Sneglerup skole og Frenderup skole.Min far fik sit første embede her i efteråret1934.

Det var en typisk landsbyskole, hvor lærerens løn blev suppleret med indtægterne fra den jordlod, der hørte til skolen. Vi havde 8 tønder land som dog var bortforpagtet. En del af forpagningsafgiften var, at vi hver dag kunne hente mælk nede hos Sofus, der havde forpagtet jorden.

Der var 3 bygninger: Hovedbygningen, som ses på billedet indeholdt skolestue og beboelse. Bygningen bag ved var en slags staldbygning. Vi havde svinestald - for det meste kun med 1 gris - og hønsehus.Det var også her, vi havde vores WC - lokum - og vaskehus med en grukeddel, der havde en forbistret evne til at ruste. Mellem hovedhuset og staldbygningen var der opført et plankeværk ud til haven, så vi havde en delvis lukket gårdsplads. Der var også en bygning,der lå til venstre for husene. Her var en vognport, der også kunne bruges til opbevaring af hø og lignende.

Bygningen er der stadig, men selvfølgelig er den moderniseret. Der er kommet nyt tag og i dag er der kun 1 skorsten. Den gang var der to skorstene: 1 til skolestuen og 1 til kakkelovnene i stuerne og til komfuret. Tilbygningen med det buede tag var indgangen til skolestuen, hvor vi børn gik i skole fra 4. til 7. klasse.

Børnene i 1. til 3. klasse i gik i forskolen, som jeg desværre ikke har et billede af.Men jeg har fået et billede fra mit første skoleår. Klik for at se.

Her voksede jeg op. Den gang var det langt ude på landet. Der er 16 km til Holbæk og 16 km til Nykøbing S. I dag synes det ikke at være så langt, men jeg er vokset op under 2. verdenskrig, hvor vores forbindelse til omverden var rutebilen, der kun kørte 1 gang om dagen og i en periode kun hver anden dag. Jeg er glad for at have oplevet at bo ude på landet i en lille landsby med mølle, smedie, vandværk og små gårde købmand og brugsforening. I slutningen af 2.verdenskrig blev pladsen foran brugsen brugt til  parkere rutebilen mellem Holbæk og Rørvig. På grund af mangel på dæk, kørte den ene af rutebilerne kun hertil, hvor den anden kørte resten af turen.

På den nærmeste gård, boede Valdemar og Kathrine Nielsen med deres eneste barn sønen Keld. Der tilbragte jeg megen tid og fik derved en naturlig forståelse af livet på landet og omgangen med dyrene - 3 heste, 25 køer og en masse høns. Der var også en mose, hvor der blev gravet tørv og hvor der blev holdt bævere - et helt kapitel for sig selv.

På billedet her ser vi i baggrunden Frenderup mølle opført 1866 som kornmølle. Gården til venstre tilhørte Valdemar Nielsen og Katrine. Den åbne dør er ind til kostalden. Til højre ser vi købmandsforretningen, der ejedes af Hans og Gerda Laugesen. Over for forretningen ses ESSO benzintanken, der blev etableret i 1932. Hvad vi ikke ser, er de magasiner, der hører med til købmandsforretningen.

Jeg erindrer min opvækst som rigtig god om end noget speciel. På den ene side på trods af krigen fredfyldt og på den anden side en opvækst, hvor min mors sygdom satte sine spor. Sygdommen tog sin begyndelse, da jeg kom til verden. Efter en meget vanskelig fødsel, fik mor en infektion i kroppen som dog først brød ud for alvor, da min søster Birgit kom til verden i 1941
.
Sygdommen, der senere blev diagnosticeret som tuberkulose i øjnene, tog sådan fart, at hun måtte til langvarig behandling på sygehuset, først på Sct. Elisabeth i Holbæk og senere på Finsen i København. Jeg selv var født med en venstresidig klumpfod der også medførte lange indlæggelser på Ortopædisk Hospital på Hans Knudsens plads i København, men det var min mors sygdom, der vejede tungest.

Det var også en tid, der var præget af hjælpsomhed og omsorg både fra familie og venner og bekendte. Mine forældre valgte i situationen at sende os 3 børn i pleje, et valg der helt sikkert var svært for dem, navnlig da min lillesøster Birgit kun var 6 uger gammel. Hun kom i pleje hos mejeribestyrer Christiansen på Herrestrup mejeri. Birgit kaldte senere fru Christiansen for moster. Min bror Leif kom i pleje hos mormor Olga i Holbæk og jeg selv hos farmor og farfar også i Holbæk. Denne fordeling skete jævnligt, når mor skulle langvarigt på hospitalet frem til 1943, hvor jeg begyndte at gå i skole.

Trods dette husker jeg tiden i Frenderup som tryg og lærerig med mange gode oplevelser.

Vi byggede huler nede i haven, lavede en bro over det lille afvandingsvandløb fra nabogården. Vi dækkede den med mergel, så den var til at gå på.

På Valdemars mark var der en lille mose, hvor der blev gravet tørv. Hvor der var gravet, blev der sat bæverbure. Det var meget almindeligt under 2.verdenskrig. Bæverskindet blev brugt til at lave pelse af.

Krigen mærkede vi også på andre måder. Rutebilen til Holbæk kørte kun 1 gang om dagen, i perioder kun hver anden dag på grund af mangel på dæk. Rutebilerne blev som også lastvognene udstyret med gasgeneratorer. Vi børn syntes det var meget spændende at se, at der blev fyldt bøgebrænde på generatorerne.

Også "Grisen", der kørte på Odsherredsbanen fik generator. Den kørte, men havde meget vanskeligt ved at komme op fra Fårevejle til Asnæs og Grevinge.

Den 4.maj 1945 husker jeg helt tydeligt. Vi børn blev kaldt ind i stuen, hvor frihedsbudskabet kom ud af radioen. Rullegardinerne blev hevet ned, der blev tændt lys og naboerne kom forbi.

En af de helt store oplevelser var mødet med den nu næsten glemte digter Valdemar Rørdam (23/9/1872 - 13/6/1946). Digteren Valdemar Rørdam blev - trods politisk uenighed med Sigurd Swane - gode venner med Familien Swane på Malergården i Plejerup, hvor han boede i årene under 2. verdenskrig?

Familien Svane var en usædvanlig familie, hvis rejser til Spanien og Portugal foregik i det hjemmelavede, rullende hus "Casambu"  - et træhus bygget på ladet af en gammel Bedford-lastbil. Disse rejser betød blandt andet, at børnene kom til at mangle skolekundskaber. Derfor fik Henrik Svane privatundervisning af min far hjemme hos os. Mødet med ham var specielt. Han kom tit flagrende med et sommerfuglenet, tydeligt optaget af alt andet end skolearbejdet.

Men tilbage til Valdemar Rørdam: Den statelige mand gik tit tur på Plejerupvej forbi vores hjem. Vejen var bakket. En dag stod naboens søn Keld og jeg oppe på toppen ved et markskel og ventede på, at Kelds far kom hjem fra marken, da Rørdam kom forbi og sagde de ord, der fik så stor betydning for mit forhold til naturen: "Det er vel nok et smukt land, vi bor i drenge" og pegede ud over fjorden.

Da han efter krigen blev taget af frihedskæmperne og anklaget for landsforræderi, forstod vi drenge ikke et muk af det: Han havde åbnet vores øjne for naturen omkring os, og han havde skrevet den sang, vi var så glade for - "Danmark i tusind år".

Tiden i Frenderup fik dog en ende.

Mine forældre mente at tiden var inde, til at vi flyttede nærmere en by, så vi børn kunne få de bedste betingelser for at uddanne os.

Min far cyklede i sommeren 1946 til Hillerød for at søge arbejde på Faurholm skole.

Han fik jobbet og den 1.oktober 1946 flyttede vi ind på skolen.

Farvel til Frenderup, som havde budt os på så meget. Det er helt sikkert, at afskeden også var tung for far. Der blev holdt afskedskomsammen, bragt avisartikler der tydeligt fortalte om hans livsværdier og som vidnede om hans indsats på mangfoldige måder. For mig var han mit forbillede. Der blev fældet mange tårer. Vi børn tudede højlydt.

Se udklip: